Dyreparken Kristiansand - Eventyrlige oplevelser i dyrenes og bøgernes verden

Dyreparken Kristiansand - Eventyrlige oplevelser i dyrenes og bøgernes verden

Norges største familieattraktion, Dyreparken Kristiansand, byder på enestående oplevelser for feriegæster i alle aldre.

Kristiansand Dyrepark, der ligger blot 12 kilometer fra Kristiansand, har om nogen forstået vigtigheden af at kunne tilbyde sine gæster et helhedstilbud. Den unikke park, der blev startet som dyrepark i 1966, er løbende blevet udvidet med flere temaparker, så den nu tilbyder alt, en børnefamilie kan ønske sig på ferien.

Her er det muligt at sammensætte et skræddersyet program til familien med overnatning i unikke omgivelser, actionfyldte oplevelser i badeland og tivoliland, lærerige og fascinerende opdagelsesrejser i dyreparkens mange områder og sjove og underholdende timer i Thorbjørn Egners elskede universer i Kardemomme By og Hakkebakkeskoven. Alt sammen i en kulisse af den smukkeste norske fjeldnatur.

Vi bringer her nogle af højdepunkterne fra parken:

Eldorado for dyrelskere

Kernen i parken – dyreparkens mange temaanlæg – er et besøg værd i sig selv: Dyreparken Kristiansand er Norges største dyrepark med 7-800 individer fordelt på 148 forskellige dyrearter. Fokus i parkens arbejde er at give dyrene så naturlige omgivelser som muligt – eksempelvis i Nordisk Vildmark, hvor dyrene går frit, og de besøgende går ad indhegnede gangstier og broer højt over bakkerne, hvor dyrene færdes.

Parkens personale afholder daglige dyrepræsentationer, hvor dyrenes egenskaber fremvises under fodring, og publikum kommer helt tæt på hver enkelt fascinerende dyreart.

Kardemomme by i levende live

En af hovedattraktionerne i Dyreparken Kristiansand er uden tvivl Kardemomme by, der er et eftertragtet rejsemål for mange danske børnefamilier. Byen er bygget som en tro kopi af Thorbjørn Egners elskede børnebogsunivers, og figurerne fra bogen – heriblandt Tante Sofie, Politimester Bastian og røverne Kasper, Jesper og Jonathan – kan opleves i byens gader.

I 2015 åbnede parken desuden endnu en unik attraktion med udgangspunkt i Egners univers: Tribunetoget gennem Hakkebakkeskoven, hvor scener og sange fra Klatremus og de andre dyr i Hakkebakkeskoven opføres lige ved siden af skinnerne på turen rundt. Toget er angiveligt det eneste af sin slags i verden, og i alt 35 skuespillere bidrager til at bringe historierne til live for 300.000 togpassagerer om året.

Overnatning blandt pirater eller løver

At Dyreparken Kristiansand har forstået den fulde betydning af ordet ’oplevelsesøkonomi’ slås også fast, når man ser på nogle af parkens overnatningstilbud: Sørøverhotellet Abra Havn, der består af 171 lejligheder dekoreret i sørøvertema, og Dyreparken Safaricamp, der består af 42 safaritelte. Her bliver gæsterne en del af oplevelsen, når morgenmaden indtages om bord på Kaptajn Sabeltands skib, hvor der serveres rottesuppe og dødningehovedvafler, eller på KuToppen, hvor morgenmadsfesten efterfølges af morgenfodring af dyrene.

Fart og spænding i tivoliparken

Ingen familieferie uden en dag eller to med sjov og action i en forlystelsespark. Dét har man også forstået i Dyreparken Kristiansand, der har indbygget flere områder med forlystelser for hele familien. Her kan man prøve karusseller af alle størrelser, køre med JungelBob-banen med en tophastighed på 45 km/t eller udfordre sig selv på Junglestien.

Lige ved siden af dyreparken ligger desuden det tilhørende Badeland, som dækker en hel ø. Her er både indendørs og udendørs bassiner og vandrutsjebaner – også til de mindste. Badelandet har egen indgang, men det er muligt at købe billetter, der gælder til både badelandet og dyreparken.

Læs mere og se åbningstider på Dyreparkens hjemmeside.

Se Dyreparken Kristiansand - Eventyrlige oplevelser i dyrenes og bøgernes verden

Overnatningsstedets placering

Kardemomme By, 4609 Kristiansand, Norge