Foto: CH / Visitnorway.com
Kitesurfing under fjeldtinderne

Kitesurfing under fjeldtinderne

Tekst: Anne Bloksgaard Nielsen Publiseret 20.03.2020

Skal ferien i Norge byde på adrenalinsus af højeste karat, bør du have en eller flere dage med kitesurfing på programmet. Den norske kyst byder på et væld af fremragende surf spots til både nybegyndere og øvede.

Ofte forbindes kitesurfing med sol, sommer og varme breddegrader, men i løbet af de seneste år er Norge i stigende grad blevet eftertragtet for sine ”cold water”-surf spots. Landets lange kyststrækning, der ofte giver gode vind- og bølgeforhold på grund af vindene fra Nordsøen, skaber gode betingelser for både begyndere, som kan nyde godt af de roligere vejrforhold om sommeren, og de mere erfarne kitesurfere, der får spænding og udfordring under efterårets storme.

De gode forhold kombineret med det fantastiske landskab, der danner kulissen for Norges surfvenlige strande og laguner, er en af hovedårsagerne til, at et stigende antal kitesurfere søger nordpå i jagten på det perfekte adrenalinrush. Her er rig mulighed for at føle suset, når kroppen forlader jorden og du svæver i luften 10 meter over det dramatiske hav med udsigt til lyse sandstrande og betagende fjelde – eller ophidselsen, mens du bliver trukket hen over havoverfladen i fuld fart, når den stærke blæst får rigtigt fat i den farvestrålende drage over dig. Uanset om du er til fart og bølger eller freestyle tricks på fladt vand har Norge masser at byde på!

Hvide strande, laguner – og forblæste rev

Et af de mest besøgte kitesurfing-områder i Norge er Jæren-området ved Stavanger. Her kan du surfe langs nogle af Norges flotteste sandstrande, heriblandt Solastranden, der er udråbt til at være blandt verdens seks bedste strande. Er du begynder eller mindre erfaren anbefales områderne ved Solastrand, Hellestø og Brusand. Her kan du få dine første oplevelser under drage på rolige vande, og her er masser af muligheder for begynderkurser og privatundervisning. Er du erfaren kitesurfer, byder Jæren også på masser af udfordrende steder med vild blæst og store bølger, der får hjertet til at hamre, mens du suser hen over de brusende bølger.

Foto: CH / Visitnorway.com

Førsteklasses kite surfing tæt ved Oslo

Går årets ferie til den norske hovedstad, må du heller ikke snyde dig selv for lidt action undervejs: Langs Oslofjorden kan du finde flere områder, der indbyder til kitesurfing, heriblandt Sletter og Jeløya i Moss ca. 60 km. syd for Oslo. I Larkollen – måske den mest populære kitespot i det østlige Norge – byder det lave, flade vand i en beskyttet bugt, kombineret med den stærke vind, der går på tværs af kysten, på enestående betingelser for at øve freestyle tricks. Den korte køreafstand fra Oslo giver mulighed for en endagstur, hvor du kan få både krop og sjæl blæst godt igennem, før du tager retur til storbyen.

Kitesurfing i midnatssolens skær

Søger du en helt igennem unik kitesurfing-oplevelse, der vil give dig minder for livet, finder du nogle af de mest spektakulære surfspots i Norge i Lofoten nord for polarcirklen. Her giver de stærke polarvinde dig mulighed for at kitesurfe langs kysten, i øgruppens laguner og fjorde og på blanke søer med øernes enestående og barske landskab omkring dig.

Foto: CH / Visitnorway.com

Som noget helt særligt kan du tage på en femdags ”sail & kite”-rundtur. Turen tilbringes på sejlbåden M/S Ylajali, der bringer jer fra det ene spektakulære surf spot til det andet. De lange dage mod nord gør det muligt at kitesurfe til langt ud på natten – måske får du endda mulighed for at kitesurfe under midnatssolen! Undervejs på turen er der også mulighed for at udforske det fantastiske Lofoten-område på fjeldvandring eller fiske i nogle af verdens bedste fiskefarvande.