
Foto: Gausta.com
Kano-, kajak- og SUP-ferie
Med kilometer efter kilometer af brusende elve, idylliske fjorde og smukke fjeldsøer er Norge et sandt mekka for kano-, kajak og SUP-entusiaster. De fleste steder er der mulighed for leje af kanoer, kajakker og SUP-boards, hvis I ikke vil medbringe jeres egne – og så er det ellers bare at glæde sig til idylliske ture over vandoverfladen med Norges fantastiske natur omkring jer.
Vil I have mere actionfyldte oplevelser, kan I mange steder komme på river rafting på de brusende norske elve.
Golfferie
Skal ferien byde på en runde golf eller to, finder I golfoplevelser i absolut særklasse i Norge. Mange af de norske golfbaner bruger nemlig naturlige forhindringer som en integreret del – fx søer, strande, klipper og skovområder – og i tilgift får I ofte en helt enestående udsigt over fjeldlandskaber, fjorde, skove og kyststrækninger. Nyd en tur på højfjeldsbanerne i Telemark og Fjord Norge – eller hvad med en golfrunde under midnatssolen på Lofoten?
Foto: CH - VisitNorway.com
Cykelferie
Norge byder på et væld af smukke cykelruter, hvor I cykler langs fjorde, gennem smukke skove og over majestætiske fjelde. Undervejs kan I gøre holdt ved små bygder og historiske bygninger eller nyde madpakken ved bredden af en brusende elv.
Norges mest berømte cykelvej er Rallarvegen nær Voss og Flåm i Fjord Norge, men også Telemark og Sørlandet byder på masser af fantastiske cykelruter, uanset om I er til mountain bike eller almindelige landevejscykler. Mange hoteller og feriecentre tilbyder udleje af cykler i en eller flere dage, hvis ikke I vil medbringe jeres egne på ferien.
Motorcykelferie
Norge kaldes af mange ”Europas ultimative bikerparadis” – og det er med god grund! Her kan I glæde jer til 2000 kilometer panoramiske landskabsruter, der fører jer gennem landets smukkeste nationalparker – og overalt kan I nyde en fantastisk udsigt på de snoede bjergveje, der fører forbi vandfald, blå fjorde, over dybe kløfter og gennem frodige grønne nåleskove.
Vidste du at...
Straand Hotel Vrådal tilbyder et unikt Hubriding-koncept for både motorcykler og cykler? Klik ind på www.hubriding.no for at læse mere om tilbuddet og se områdets mange spændende ruter.

Foto: Thomas Rasmus Skaug / VisitNorway.com / BrandNorway.com