Foto: Iselinn Andersen / Visit Sørlandet

Norge Rundrejse i Østlandet og Egersund

Rundrejse i Østlandet og Egersund

Denne rundrejse i Sydnorge fører jer gennem noget af det mest stemningsfulde kystlandskab i Sørlandet – fra livlige havnebyer og farverige træhuse til åbne havudsigter, sandstrande og historiske fyrtårne. Rejsen tager jer til Kristiansand, videre langs kysten til hyggelige Egersund med to overnatninger og afsluttes i Stavanger.

Allerede ved ankomsten til Kristiansand begynder rundrejsen gennem det sydnorske kystlandskab. Her venter en oplevelsesrig tur fyldt med kontraster: små kystsamfund, åbne strækninger langs havet, dramatiske klippeformationer og rolige landskaber, der indbyder til at tage sig god tid. Køreturen følger kysten og binder oplevelserne sammen, så selve rejsen bliver en lige så stor del af ferien som destinationerne undervejs.

Sørlandets unikke kystlandskab

Fra Kristiansand i øst til Stavanger i vest kan I glæde jer til en køretur gennem et helt unikt kulturlandskab. Den sydnorske kyst er kendetegnet ved et smukt men barskt landskab med klippeøer, brusende hav, sandstrande og vådområder.

I området omkring Egersund kan I opleve Magma Geopark – et UNESCO-beskyttet landskab, der som det eneste sted på Jorden består af samme bjergart som på de lyse dele af månen, kaldet anortosit. I kan med andre ord tage på udflugt i et ægte månelandskab!

Foto: Arne Ove Østebrøt

Tættere på Stavanger kan I opleve et sandt strandparadis, nemlig Jæren-regionen, der bl.a. har Norges længste sandstrand. Området har desuden store flade landbrugsområder – med rig mulighed for at smage på lokale specialiteter.

Hyggelige kystsamfund og imponerende fyrtårne

En tur langs Sydnorges kyst er også en tur gennem Norges historie – faktisk helt fra stenalderen og til i dag. Særligt markante er de små kystsamfund som Mandal, Flekkefjord og Egersund, hvor de historiske træhuse vidner om byernes oprindelse i 1800-tallet. Her går hygge, historie og kultur op i en højere enhed!

Foto: Inger Hutchinson / Visit Sørlandet

Undervejs på jeres køretur får I også rig mulighed for at besøge en række historiske fyrtårne, hvor I både kan nyde en fantastisk udsigt, få indblik i den ofte dramatiske historie om skibsfarten langs kysten – og opleve unikke naturområder. Eksempelvis er Lista Fyr det sted i Norge, hvor der observeres flest forskellige fuglearter, da fyret er omgivet af et stort fredet vådområde, og Eigerøy Fyr er Norges første støbejernsfyr, som stadig står som da det blev bygget i 1850’erne.

Egersund – historiske træhuse i alverdens farver

Undervejs på jeres tur kan I glæde jer til to overnatninger på det hyggelige historiske Grand Hotell Egersund. Hotellet, der består af 10 historiske bygninger i hjertet af Egersund, er i sig selv indbegrebet af byens charme: Fantastisk arkitektur, charmerende kulturhistorie og kystområdets gæstfrihed.

Foto: Grand Hotell Egersund

Lige uden for døren venter Egersunds historiske kvarter, hvor træhuse i alverdens farver danner rammen for et hyggeligt miljø af nichebutikker, caféer, kultur og kunsthåndværk. Her kan I nemt tilbringe en dag med at udforske såvel byen som havnen. Blandt byens højdepunkter er en tur ad den lokale Kultursti og en tur til udsigtspunktet på Varberg-fjeldet, hvor I også kan se helleristninger fra bronzealderen. Og skal jeres tur også byde på nyere industrihistorie, giver Egersund Fayancemuseum et spændende indblik i den lokale porcelænsfabrik, der en overgang var Norges største.

Oplevelsesrig overfart til Danmark

Når det er tid at køre ombord på færgen mod Hirtshals, kan I se frem til endnu en hyggelig og afslappende sejltur.

Lad jer friste af udvalget i færgens caféer og restauranter, tag en gåtur på dækket – hvor I måske er heldige at kunne nyde en spektakulær solnedgang – og afslut jeres ferie med en drink og en svingom til livemusik i Seaview Bar & Nightclub.

Når trætheden rammer, kan I få en god nats søvn i jeres behagelige kahyt, inden turen slutter næste morgen, når færgen er retur i Danmark.

👉 Planlæg det næste eventyr – bestil her