Foto: CH - VisitNorway.com
Tag for dig af Norge

Tag for dig af Norge

Tekst: Lotte NygaardPubliseret 15.02.2021

Ensomme veje, der fører gennem uendelige grønne skove, langs de dybe blå fjorde, over snedækkede bjergpas, gennem dybe kløfter og forbi tordnende vandfald - det er ikke underligt, at Norge er en af ​​de mest populære feriedestinationer.

Uanset om det er i de store nationalparker, hvor den eneste trafikprop måske er en flok rensdyr, der krydser vejen, eller langs den stenede kyst, hvor du kan falde i søvn om natten til de beroligende lyde fra havets bølger – Vi bliver aldrig trætte af alt det herlige, som venter os på den anden side af Skagerrak.

Her finder du vores bud på, hvordan du kommer helt tæt på Norges fantastiske natur.

3 skønne nationalparker

Endeløse vidder, rigt dyre- og planteliv, fortidsminder – og et utal af fantastiske naturoplevelser. Det er, hvad der venter jer i Norges nationalparker. Vi præsenterer her 3 udvalgte destinationer, som nemt nås fra Bergen.

Foto: Gettyimages

Vidste du, at Norge har hele 47 nationalparker?

Hardangervidda Nationalpark

I Norges største nationalpark har I hele 3.442 km2 at boltre jer på, og kun fantasien sætter grænser for, hvad I vil opleve. Området byder på kilometer efter kilometer af afmærkede vandre- og cykelstier, udsøgte klatresteder, rige fiskesøer og -elve og hundredevis af stenalderbopladser – og så er det hjemsted for nogle af verdens største flokke af vilde rensdyr og adskillige arktiske plante- og dyrearter.

Jotunheimen Nationalpark

Man forstår godt Jotunheimens navn, ”Jætternes Hjem”, når man ser det barske landskab med mere end 200 fjeldtoppe højere end 2000 m.o.h.! Området er et af Norges mest populære vandreområder, som ud over de imponerende fjelde også er hjemsted for et overflødighedshorn af gletsjere, floder, vandfald, bjergsøer og dale. Ud over enestående vandreoplevelser byder området også på kanosejlads og ridning.

Jostedalsbreen Nationalpark

Næsten halvdelen af Jostedalsbreen Nationalpark er dækket af gletsjeren Jostedalsbreen, som er Europas største fastlandsgletsjer. Tager I på vandretur her, får I fornemmelsen af at gå fra én årstid til en anden: Området byder nemlig på så forskelligartede landskaber som grønne dale med et væld af frodige planter til bare, barske fjelde og iskoldt gletsjerlandskab. De vovelystne kan komme på brævandring, hvor turen går over selve det imponerende isdækkede landskab.

3 fantastiske vandreture

Nogle elsker bare at ligge på stranden, slikke sol og lade livet gå sin stille gange, når de er på ferie. Andre dedikerer indtil flere ferieuger på at vandre fra hytte til hytte i nogle af Norges smukkeste nationalparker. Eller tager topturen til Gaustatoppen – eller måske Preikestolen? Her giver vi jer inspiration til nogle af Norges bedste fjeldvandreture.

Foto: VisitNorway/Sverre Hjørnevik

Vidste du, at Den Norske Turistforening har over 550 hytter, så man kan vandre fra hytte til hytte?

Besseggen, Jotunheimen Nationalpark

Dette er måske den mest populære af alle fjeldvandreture blandt nordmænd. Den blev desuden omtalt af magasinet National Geographic i 2014 som en af verdens bedste vandreture med dens stejle stier og luftige omgivelser med udsigt over Jotunheimen Nationalpark. Hvis I ser ned, har I en blå sø på den ene side og en grøn på den anden. Vandreturen til og på Besseggen tager omkring syv til otte timer.

Preikestolen, Lysefjord

Preikestolen er et fjeld formet som en stor prædikestol, der tårner sig op over Lysefjorden. Der er en god sti fra Preikestolen Fjellstue til toppen af det 604 meter høje fjeldplateau. Regn med at skulle bruge fire til fem timer på at vandre til toppen af Preikestolen og ned igen, og afsæt minimum en time eller to oppe på selve plateauet.

Aurlandsdalen, Fjord Norge

Fjeldene møder fjordene i Aurlandsdalen. Terrænet er varieret med klippefyldte toppe og frodige dale. I kommer forbi brusende vandfald og forladte fjeldgårde. Vandreturen starter ved Geiteryggshytta Fjellstue (eller Østerbø Fjellstue for en kortere vandretur), og slutter i Vassbygdi.

3 smukke fjorde

Fra Oslofjord i øst til Varangerfjord i nordøst findes der i alt over 1000 fjorde i Norge. Nogle er lange, nogle er korte, andre er dybe og atter andre så bjergtagende, at de er på UNESCOs verdensarvsliste. Men de mest berømte fjorde – dem, som typisk findes på postkort – findes i Norges Vestland.

Foto: Ladiras / Getty Images.

Vidste du, at Norges længste fjord, Sognefjorden, strækker sig mere end 200 km ind i landet?

Geirangerfjorden

Geirangerfjorden er ligesom Nærøyfjorden opført på UNESCOs verdensarvsliste og er et sandt overflødighedshorn af spektakulære naturoplevelser. Vejen langs fjorden snor sig ad det ene hårnålesving efter hinanden og bringer jer til en række spektakulære udsigtspunkter. Træd ud på Geiranger Skywalk, Europas højeste anlagte fjordudsigtspunkt 1500 m.o.h., eller gør holdt ved Flydalsjuvet, hvor I kan betragte fjordens mange krydstogtskibe passere forbi.

Hardangerfjorden

Hardangerfjorden er den fjerdelængste fjord i verden og den næstlængste i Norge. Den smukke fjord slynger sig gennem et vildt og imponerende landskab, og området er arnested for en række af Norges nationalsymboler som Hardangerfelen og Hardangerbroderi. Regionen er desuden kendt for sine frugtbare landbrugsområder, hvor især æbledyrkning er i højsædet.

Lysefjorden

Lysefjorden nær Stavanger er mest kendt for sine spektakulære turistmål som Preikestolen og Kjerag, men den 40 km lange fjord byder også på utallige andre natur- og kulturoplevelser. Tag for eksempel turen ad verdens længste trætrappe (imponerende 4444 trappetrin) i Flørli, besøg fortidslandsbyen Landa Park eller tag på guidet kajaktur mellem fjordens stejle klippevægge.

Planlæg din rejse til Norge med Fjord Line

Rejs med Fjord Line fra Hirtshals i Danmark til Kristiansand, Stavanger eller Bergen. Uanset om du længes efter at udforske Norges storslåede nationalparker, magiske fjorde eller majestætiske fjeldtoppe, venter der uforglemmelige oplevelser. Se vores tilbud på bådrejser til Norge, og start planlægningen af dit næste eventyr i dag.

Se vores tilbud på overfarter til Norge her.