Foto: Sverre Hjørnevik – Visitnorway.com
Togrejse på toppen af Europa

Togrejse på toppen af Europa

Tekst: Anne Bloksgaard Nielsen Publiseret 15.02.2021

Tag turen med verdens smukkeste jernbane og bliv fragtet gennem noget af Norges mest spektakulære natur, mens I slapper af i en behagelig togvogn. Rejsen går med Bergensbanen mellem Oslo og Bergen og byder bl.a. på storslåede fjeldlandskaber, dybe kløfter, vandfald og Europas højest beliggende togstation, Finse.

Turen går gennem nogle af landets flotteste landskaber og byder på et væld af varierede indtryk, når toget passerer fjelde og dale, kører langs med fossende elve eller spejlblanke søer, passerer gennem de i alt 182 tunneller og følger fjeldsiderne på spor, der giver jer en udsigt, der kan tage pusten fra selv den mest garvede rejsende. Her er rig lejlighed til at tage fantastiske rejsefotografier – eller blot at læne jer tilbage og nyde udsigten over en lækker kop kaffe.

Kører I hele turen i ét stræk, tager den ca. 7 timer. I kan dog også vælge at stige af undervejs og opleve nogle af de mange seværdigheder og fantastiske naturområder, som banen passerer. (Herudover er der naturligvis masser af spændende oplevelser at få i banens endestationer, Bergen og Oslo.)

Flåmsbanen: Verdens bedste togrejse

En af de mest populære seværdigheder på turen er Flåmsbanen, som I kan skifte til på stationen i Myrdal. Rejsemagasinet Lonely Planet har udnævnt denne jernbane til at være ”Verdens bedste togtur”, og National Geographic Traveler Magazine har den med på sin Top 10-liste over togture i Europa. Den 20 kilometer lange tur tager ca. en time hver vej og byder på en højdeforskel på 865 meter fra højfjeldsstationen Myrdal til det laveste punkt i Flåm inderst i Auerlandsfjorden.

Foto: Sverre Hjørnevik – Visitnorway.com

Jernbanen er en af verdens stejleste jernbaner med standard sporvidde, og den er en af Norges mest populære attraktioner med helt enestående panoramaer af noget af Norges vildeste og mest storslåede fjordlandskab. Faktisk er der så mange smukke udsigtspunkter på turen, at mange ender med at tage den flere gange.

Imponerende ingeniørkunst

Foto: Sverre Hjørnevik – Visitnorway.com

Mens I fragtes gennem det smukke og imponerende landskab, bør I bruge et øjeblik på at beundre det enorme anlægsarbejde, der ligger bag den mere end 100 år gamle jernbane. Arbejdet blev påbegyndt i 1875, og det tog 34 år, før det var fuldendt. Arbejdsstyrken talte omkring 15.000 mand, som bl.a. huggede alle turens tunneller ud med håndkraft!

Historien om Bergensbanen synliggøres i dag gennem ”Rallarvegen” – bogstaveligt talt ”Banearbejdernes vej” – som banearbejderne brugte under arbejdet. Vejen er i dag en populær cykel- og vandrerute, der byder på masser af spektakulære naturoplevelser. Stå af Bergensbanen i Finse – Norges højstliggende station – og brug en dag eller to i banearbejdernes fodspor midt i den smukke højfjeldsnatur, før I fortsætter jeres rejse på tværs af Norge. Der er mulighed for leje af cykler på stationen.

Norge i en nøddeskal

Turen med Bergensbanen kan tages som en del af det såkaldte ”Norge i en nøddeskal”-koncept, hvor I med én samlet billet får adgang til transport med tog, busser og færger i nogle af de mest betagende områder i Norge. Det giver jer mulighed for at kombinere jeres togtur med fx sejlture på nogle af Norges smukkeste fjorde – og sammensætte en rejse med lige netop de elementer, I har lyst til at opleve. Hoteller og adgang til seværdigheder og aktiviteter undervejs kan også bestilles i den samlede pakke.