I dyreparken Bjørneparken kan I opleve både nordiske og eksotiske dyr helt tæt på.
I Bjørneparken, der ligger ca. 45 min. kørsel fra Norefjell, kan hele familien se frem til en dag fyldt med spændende og sjove oplevelser.
Her huserer store rovdyr som bjørne, losser, ulve, leoparder og (kælne) ræve, og elge, rensdyr og hjorte boltrer sig ved siden af alpakaer, får og geder.
Dyrene bor i store åbne indhegninger, og der er fodring hver time i særlige fodringsområder, hvor I kan komme helt tæt på dyrene. Her kan I høre de engagerede dyrepassere fortælle om dyrene og parkens arbejde.
Familiens modigste kan tage på opdagelse i Krokodilleland og opleve amerikanske alligatorer, cubanske krokodiller, pytonslanger og skildpadder i den store krybdyrudstilling.
Ud over dyrene har Bjørneparken også inden- og udendørs legeland, "Plaskeland" med springvand og vandkanoner, teaterforestilling med bjørnebrødrene Grisk og Gomle og rutsjebanen Gyldenklo.