Find masser af sjove aktiviteter for børnene i Straand Sommerland og Bø Sommerland.
Skal ferien også byde på lidt sjov og action for familiens børn, er der rig lejlighed til at få farve i kinderne i Vrådals aktivitetsområde Straand Sommerland - og blot en times kørsel væk venter Skandinaviens største badeland, Bø Sommerland.
På stranden ved Nisser lige neden for Straand Hotel finder I Straand Sommerland - et område fyldt med lege- og aktivitetsmuligheder for børn i alle aldre. Her kan børnene boltre sig på legeplads, trampoliner, hoppepude, vandtrampolin og beachvolleybane - eller klatre til tops i Skandinaviens højeste klatretårn på hele 12 meter.
Har du ikke selv lyst til at slå dig løs i trampolinerne, kan du nyde solen på den fine sandstrand lige ved siden af sommerlandet eller tage en svalende dukkert i Nisser, hvor vandtemperaturen om sommeren kan nå skønne 20 grader.
Skal der endnu mere fart over feltet, kan I køre en tur til Bø Sommerland, blot ca. 1 times kørsel fra Vrådal. Bø Sommerland er Skandinaviens største badeland og byder på masser af store og sjove vandaktiviteter - lige fra "væddeløbsrutsjebanen" Vassføyka, hvor I kan køre om kap med hinanden, til vandrutsjebanen Magasuget med et frit fald på 9 meter, den kunstige surfbølge FlowRider eller en "halfpipe", hvor I suser af sted i gummibåd.
Sommerlandet har også masser af vandsjov for de mindste i et opvarmet bassin og solsenge, hvis forældrene skal have en pause, mens børnene morer sig i vandet.