I Hovden Alpinsenter kan I komme til toppen af fjeldet Nos med en af områdets stolelifte.
Her kan I nyde den smukke udsigt fra fjeldtoppen, der med en højde på 1183 meter over havet giver et flot udsyn over højfjeldet - på klare dage endda helt til Hardangervidda.
På toppen kan I begive jer ud på korte eller længere vandreture, men uanset hvor dagens tur går hen, bør I tage et smut forbi toppens udsigtspunkt blot 200 meter fra stoleliftens afstigningsplads. Her kan I nyde en 360 graders udsigt og identificere de forskellige fjeldtoppe med hjælp fra stedets kort og kikkert.
Fra toppen går der flere velafmærkede stier rundt i området, og I kan ligeledes vælge forskellige stier på jeres vej tilbage ned ad fjeldet, så I ser flere aspekter af den smukke fjeldnatur.
Har I cyklen med på ferie, er det også muligt at tage den med til toppen i liften og cykle ned ad en af de velanlagte ruter.