Foto:
Bergen for børn – 5 sikre hits for familien

Bergen for børn – 5 sikre hits for familien

Tekst: Esben Würtz SørensenPubliseret 15.02.2021

Hvad enten familien er til vandreture og storslået natur eller hygge i byen, er Bergen leveringsdygtig. Vi har samlet fem sikre hits for børnefamilier i (og omkring) Bergen.

1. Fløyen – den obligatoriske

Fløibanen, Bergen.

Foto: extravagantni/gettyimages.com.

Bergen ligger fantastisk i bunden af en den norske vestkysts mange fjorde. Byen er omgivet af bjerge, og et af de mest centrale, Fløyen, er et must for alle børnefamilier. Turen til toppen er en oplevelse i sig selv, da I kan tage Fløibanen (en kabelbane) direkte fra centrum. På toppen har I en fantastisk udsigt over Bergen, men for børnene vil det utvivlsomt være legepladsen samt aktivitetsbanerne inde i skoven, der trækker. Hvis ikke alt krudtet er brændt af på toppen, kan I gå ned fra Fløyen af flere forskellige (og overkommelige) ruter.

2. Akvariet – den sikre

Akvariet i Bergen.

Foto: Thor Håkonsen.

Skulle vejret byde på regn, har Bergen mange muligheder for børnefamilier. Eksempelvis er det godt at kunne tage ungerne med på Bergens akvarium, der både byder på pingviner, et indblik i det unikke dyreliv under havoverfladen langs den norske kyst samt et underholdende søløveshow, som nok skal tage kegler hos ungerne. Hvis I vil gøre noget ekstra ud af turen, kan I tage en båd til akvariet fra inderhavnen ved Fiskemarkedet.

3. Vestkanten Badeland – den aktive

Foto: Vestkanten Storsenter

Både børn og forældre skal med sikkerhed nok få rørt sig i Bergens smukke bakkede gader, men skulle der alligevel være behov for at brænde mere energi af, kan Vestkanten Badeland anbefales. Vestkanten ligger et stykke fra centrum, men nås på ti minutter i bil. Badelandet byder både på børnevenlige og vilde vandrutsjebaner. Der er også lavvandede bassiner til de mindste samt mulighed for at svømme under åben himmel.

4. Steinsdalsfossen – den eventyrlystne

Foto: BargotiPhotography/gettyimages.com.

Norge byder på helt fantastisk og unik natur. Ikke langt fra Bergen finder I både to nationalparker (Folgefonna og den enorme Hardangervidda nationalpark) samt den UNESCO-udpegede Nærøyfjord. Alle disse steder fortjener dog mere end bare en dagstur, så planlæg gerne en overnatning eller to. Der er dog stadigvæk masser af flot natur indenfor rækkevidde af Bergen. Eksempelvis kan vandfaldet Steinsdalsfossen ca. 1 time og et kvarters kørsel fra Bergen anbefales. Vandfaldet er unikt, fordi de besøgende via en gangsti kan ind under vandfaldet, og stedet er et oplagt mål for en skovtur.

5. Skansen – den maleriske

Skansen, Bergen.

Foto: BastianLinder/gettyimages.com.

Bergen er nok en af de smukkeste byer i Skandinavien, hvilket naturligvis skyldes placeringen mellem høje bjerge og dybe fjorde. Men også de fantastiske kvarterer på bjergsiden nord for centrum (Skanse-området) gør byen til noget ganske særligt. Her kan du og familien gå på opdagelse i de små og krogede gader blandt byens smukke træhuse med stejle trapper, som ungerne kan boltre sig på.