Foto: Mediateam / VisitRjukan
Fortryllende Telemark

Fortryllende Telemark

Tekst: Anne Bloksgaard Nielsen Publiseret 20.03.2020

Telemark er indbegrebet af fantastiske ferieoplevelser for hele familien. Området byder på en perlerække af natur- og kulturoplevelser, der med garanti vil give jer minder for livet. På siderne her fortæller vi om seks udvalgte oplevelser, der repræsenterer noget af det bedste, Telemark har at tilbyde.

Hyggelig sejltur ad verdens smukkeste kanal

Læn jer tilbage og nyd Telemarkskanalens storslåede omgivelser fra dækket af en historisk kanalbåd. På turen passerer I otte slusesystemer, mens I fragtes fra kysten til Dalen, 150 km inde i landet. Turen går gennem kontrastfyldte landskaber, der rummer såvel frugtbare landbrugsområder og vild, fascinerende natur som historiske industriområder og stille, idylliske søområder.

Foto: Kåre Pedersen - visitsouthernnorway.com

En 100 år gammel idé blev til virkelighed

Rjukan ligger i en dal, der i hele vinterhalvåret ligger i skyggen af de omkringliggende fjelde. Allerede i 1913 fik byens grundlægger idéen om at bygge et enormt spejl på en fjeldtop, der kunne sende sollys til byen – og i 2013 blev den fantastiske idé til virkelighed: Et computerstyret spejl sender nu solens stråler direkte ned på Rjukans torv og sikrer byen sollys året rundt.

Foto: Trond Stegarud - visitsouthernnorway.com

Kom helt tæt på skovens konge

I Telemark kan I være heldige ikke blot at se, men også møde elge. Fra Hovden kan I tage på elgsafari og se de store dyr i deres naturlige levested, og i Elgtun i Bygland kan I møde fire tamme elge på den guidede tur rundt i området. Her kan I også lære mere om elge i udstillingen eller besøge stedets smykkeværksteder.

Foto: Tilman Wischuf - www.naturfoto-wischuf.com

Mærk historiens vingesus

De norske stavkirker er noget af det mest ikoniske kulturhistorie, landet har at byde på. I Telemark kan I besøge to pragteksemplarer: Eidsborg Stavkirke i det vestlige Telemark og Norges største og smukkeste stavkirke, Heddal Stavkirke i Notodden. Træd ind i de historiske bygninger og lad roen sænke sig over jer, mens I nyder den imponerende træbyggerkunst med de fantastiske udskæringer.

Foto: visitsouthernnorway.com

Oplev Telemark i kano

Med såvel Telemarkskanalen som utallige idylliske søer er Telemark et sandt mekka for jer, der vil opleve naturen helt tæt på i kano. På Telemarkskanalen får I den fascinerende oplevelse at passere kanalens otte sluser, og på søerne kan I mærke følelsen af at være helt alene i naturen, mens I padler hen over det stille vand.

Foto: Terje Rakke/Nordic Life - visitsouthernnorway.com

Friluftsliv af højeste karat

I Telemark, som i resten af Norge, gælder ”allemandsretten”, som betyder, at alle – også besøgende turister – har ret til at færdes næsten overalt og nyde naturens gaver. Pluk bær på fjeldplateauet, fang jeres aftensmad i den brusende elv og steg den over åben ild i bålstedet foran jeres hytte, mens natten falder på – hvad mere kan man ønske sig af en friluftsferie?

Foto: Haakon Nordby - visitsouthernnorway.com