Skal ferien stå på naturoplevelser i absolut verdensklasse, bør I lade årets sommerferie gå til Geilo. Med en idyllisk placering i en dal med hele to nationalparker lige om hjørnet, sætter kun fantasien grænser for, hvilke minder for livet I kan skabe på jeres ferie.
Hardangervidda
Få kilometer fra Geilo centrum ligger Nordeuropas største højfjeldsplateau: nationalparken Hardangervidda. Det barske, men også idylliske landskab indbyder til hyggelige vandreture, hvor roen sænker sig over jer, mens I udforsker de mange vandreruter, gamle byer og hytter og, ikke mindst, den skiftende natur omkring jer. Måske er I endda heldige at støde på nogle af områdets oprindelige beboere: Nationalparken er nemlig hjemsted for Europas største vildtlevende rensdyrflok, der vurderes at have helt op til 10.000 dyr.
Hallingskarvet
Nordvest for Geilo lokker endnu et spektakulært naturområde. Hallingskarvet rejser sig som en imponerende fjeldformation over det omkringliggende hedelandskab, og overalt på plateauet kan I opleve imponerende udsigter over højfjeldslandskabet omkring jer.
Tæt på Geilo finder I udsigtspunktet Prestholt, som også er startpunkt for en populær, men også udfordrende vandretur, Prestholtrunden, som bringer jer op på selve Hallingskarvet. Dele af stien går over stentrin anlagt af sherpaer fra Nepal – en oplevelse i sig selv!
Ferie med action
Vil I have mere actionprægede naturoplevelser, byder Geilo også på aktiviteter som canyoning, rapelling på fjeldvægge eller den udfordrende Høydeparken klatrepark. I kan også prøve kræfter med rafting i en af Europas bedste raftingelve, Dagalifallene, der er berømt for sit klare og friske vand, som kommer direkte fra Hardangervidda nationalpark.
Ferie til hest
En populær måde at opleve Hallingskarvet Nationalpark på er på hesteryg. Turen starter i Geilo, og efter blot få kilometers ridning er I på Hallingskarvet-plateauet. Her kan I nyde den smukke udsigt til højfjeld, vandfald, søen Ustedalfjorden og landsbyen Geilo i dalen under jer, mens hestene sikkert fragter jer gennem det kuperede landskab. Undervejs fortæller guiden om området, og hvis I er heldige, får I også en historie om vikingehøvdingene, der boede i området for hundredevis af år siden.
Turene er af varierende længde og sværhedsgrad, fra 1-times ture med trækker til ture over flere dage for erfarne ryttere.
Husk også…
Geilo er et stop på jernbanen Bergensbanen, hvilket betyder, at I faktisk kan komme til Geilo, uden at I behøver at tage bilen med.