Foto: Thomas Uhrskov
Vinter

Tre i ét skiløb

Tekst: Thomas UhrskovPubliseret 16.08.2021

Tre synes at være et gennemgående tal, når talen falder på Telemarkens nordligste skiområde, Rauland.

Reklamen påstår “Tre – det er næsten alt for meget”, hvilket ikke passer. Tre er rigeligt, men ikke for meget, for danske skiløbere har ganske forskellige behov til forskellige tider.

Jeg har tidligere påstået, at for mange danskere begynder ski-karrieren i Norge, og at de i flere omgange slår et smut tilbage hertil. Faktisk er det ikke blot en påstand, det er en statistisk sandhed.

Mange børn slår de første plovsving i norsk sne. Deraf følger naturligvis at forældre til småbørn også tilbringer vinterferien i de norske snekrystaller. Det er også en kendt sandhed, at en del ældre skiløbere på et tidspunkt bliver inspireret til at skifte slalomskiene ud med dem til langrend, hvilket igen gør Norge til et fornuftigt alternativ.

Foto: Thomas Uhrskov

I Rauland er der mulighed for at få dækket alle tre behov. Ikke kun fordi området består af hele tre forskellige skicentre, Rauland, Vierli og Raulandsfjell, men fordi her er gode børneskiskoler, ganske udfordrende terræn, inklusiv en næsten skræmmende funpark, og mere end 150 kilometer langrendsløjper. Alt i alt et godt og omfangsrigt skiområde.

Så skulle man vælge at tage afsted tre generationer sammen, så er Rauland er rigtig godt alternativ. Her er noget for enhver smag.

Men kan en vinterferie med far, mor, børn og bedsteforældre i lange underbukser i hytten gå hen og blive et minde for livet? Ja, det er der ganske gode muligheder for.

Sagt i tal lyder argumentet for Rauland sådan her:

43 pister, 16 lifte, tre funparker, og ét liftkort som dækker det hele. Der er gratis bus mellem de tre ski-centre. Langrendsløjperne, som altid er minimum dobbelt-spor, ligger både i skov og oppe på fjeldet. Alt efter om det blæser eller er solskin kan man vælge en rute, som passer til vejrforholdene. Der er ingen undskyldning for at blive indenfor.

Foto: visitrauland / Eivind Hoel Berg

Ind imellem bliver jeg spurgt om “hvor verdens bedste skiområde ligger?” Spørgsmålet er umuligt at svare på, for det handler om den enkeltes behov, desuden er, hvem man rejser med, meget mere vigtigt. Det er faktisk ikke så sjovt, at stå på ski alene.

Er Rauland det bedste skiområde i verden?

Nej, det tror jeg ikke. Er du til vild, uhæmmet afterskiing går du galt i downtown Rauland. Er fjeldene verdens højeste? Nej bestemt ikke. Møder jeg Daniel Craig og Madonna i hovedgaden? Det skal du næppe regne med!

Men kan en vinterferie med far, mor, børn og bedsteforældre i lange underbukser i hytten gå hen og blive et minde for livet? Ja, det er der ganske gode muligheder for. Den perfekte skiferie handler om at finde det sted, hvor alle familiens behov bliver dækket.

God tur!