
Fjord Line arbejder systematisk med at reducere miljøaftrykket fra driften – ikke kun til søs. Nu skifter en af rederiets største leverandører til elektriske lastbiler.
Fjord Line har længe arbejdet for en drift med lavere miljøaftryk. Rederiet driver verdens første LNG-drevne cruisefærger, har halveret madspildet om bord og gennemfører løbende tiltag for at effektivisere energiforbruget på skibene.
Men dette arbejde stopper ikke ved landgangen.
– Vi har klare forventninger til, at vores leverandører arbejder aktivt med at reducere deres eget miljøaftryk. Det handler ikke om at stille urealistiske krav, men om at finde løsninger sammen med partnere, der deler vores ambitioner, siger Kyrre Andresen, Chief Commercial Officer i Fjord Line.
Fødevareleverandøren AB Catering er det seneste eksempel på netop dette. Som en af Fjord Lines største leverandører forsyner de skibene med både varer til de store taxfree-butikker og råvarer til restauranterne om bord. Op til seks gange om ugen kører selskabets lastbiler fra lageret i Aalborg til færgehavnen i Hirtshals.
Fra januar 2026 vil alle disse leverancer ske med fuldt elektriske lastbiler.
– Det er ikke alle kunder, der interesserer sig for, hvordan varerne når frem, bare de kommer som aftalt. Fjord Line er anderledes. De nøjes ikke med, at tingene fungerer – de spørger, hvordan det kan gøres mere bæredygtigt. Det er en ambition, vi deler. Derfor er det et partnerskab, hvor vi gør hinanden bedre, siger Anders Bo Andersen, salgschef hos AB Catering.
Overgangen til fuldt elektrisk transport er resultatet af et tæt samarbejde mellem de to virksomheder. Over tid har Fjord Line og AB Catering udviklet leveringsløsninger, der sikrer både fødevaresikkerhed, effektiv logistik og et lavere klimaaftryk.
For Fjord Line er dette ét af flere tiltag for at reducere miljøpåvirkningen i hele værdikæden.
– Moderne skibe og energieffektiv drift er kernen i vores bæredygtighedsarbejde. Men vi skal også se på det, der sker omkring selve sejladsen. Når vi kan skære ned på udledningen i leverancerne på land, er det et vigtigt bidrag, siger Kyrre Andresen fra Fjord Line.
– Derfor sætter vi stor pris på leverandører som AB Catering. De er fremsynede, ser løsninger, hvor andre ser problemer, og deler vores ambition om, at mere bæredygtig drift er den eneste vej frem, siger Andresen fra Fjord Line.

Fjord Line har siden 2014 drevet verdens første LNG-drevne cruisefærger. MS Stavangerfjord og MS Bergensfjord bruger flydende naturgas som brændstof, hvilket giver lavere CO₂e-udledning sammenlignet med traditionel marinediesel.
Skibene er også udstyret med systemer, der genvinder overskudsvarme fra motorerne til strømproduktion, bundmaling, der reducerer friktion og brændstofforbrug, samt en række andre effektiviseringstiltag.
Gennem flere små og store tiltag i restaurantdriften om bord har Fjord Line i de seneste år halveret madspildet på sine tre skibe. Det svarer til næsten 50 ton om året.
– Det handler om at ændre tankegangen hos både medarbejdere og gæster gennem mange små tiltag, som tilsammen giver stor effekt, siger Head of Onboard Sales & Service Morten Bo Poulsen fra Fjord Line.
Læs mere om Fjord Line og madspild her.
Fjord Line fortsætter arbejdet med at reducere miljøaftrykket fra driften. Rederiet følger udviklingen inden for alternative brændstoffer tæt og tester løbende nye tiltag for at skære ned på udledningen og effektivisere energiforbruget.
– Bæredygtighed er ikke et mål, man når, og så er man færdig. Det er en kontinuerlig proces, hvor vi hele tiden leder efter nye muligheder for forbedring – både om bord og på land, siger administrerende direktør i Fjord Line, Brian Thorsted Hansen.
Han har følgende opfordring til selskabets leverandører og samarbejdspartnere:
– Kom til os med jeres idéer. Hvis I ser muligheder for at skære ned på udledningen eller gøre tingene smartere i vores samarbejde, vil vi meget gerne høre om det. De bedste løsninger finder vi sammen.