Skiekspertens råd til den gode påklædning
Den rigtige påklædning er alfa og omega for at få en god oplevelse på ski, men udvalget af skiudstyr kan være en jungle at finde rundt i. Derfor har vi bedt en af Danmarks førende skieksperter, udviklingskonsulent i Dansk Skiforbund Morten Agersnap, give sine anbefalinger til, hvordan du bør klæde dig på under årets skiferie i Norge.
Nøgleordet er lag-på-lag
De fleste danske skiløbere vil nok sørge for først at pakke de lange, uldne underbukser, når turen går til Norge. Det kan også sagtens være en god ide, men vejret i Norge veksler både efter årstid, lokalitet og vejrgudernes vilje. Derfor er du bedst stillet, hvis du sørger for at bygge din påklædning op i lag:
Foto:
- Inderst tager du et godt sæt undertøj i uld eller kunststof, som kan transportere sveden væk fra kroppen.
- Sørg herefter for at have et fleece ”midlayer” til de kolde dage og et tyndere til de varme. (Er det rigtigt koldt, kan du have begge lag på. Er det meget varmt, undlader du helt mellemlaget.)
- Yderlaget er naturligvis skitøjet. Det er vigtigt at vælge noget, som er vandtæt, men som samtidig kan ånde. Hvis det ikke kan lede fugt ud, vil du nemlig blive kold, når du sidder i liften eller står stille. Hvis du vælger en varm jakke med for, skal du være opmærksom på, at den kan blive for varm på forårsdage, hvor temperaturen stiger og solen skinner – især hvis den er sort.
- Et par ekstra handsker er også vigtige. Det er dels en fordel, hvis du ikke kan nå at få dine handsker tørret over natten, men det er også en god ide at medbringe et par tykke og et par tynde, så du kan tilpasse efter temperatur.
- Hovedbeklædningen er hjelmen, som sikrer god varme. Du kan med fordel overveje en model med ventilationsmulighed til de varme dage.
- Sørg for at have en hue i lommen til når du tager hjelmen af. Mere end 70% af kropsvarmen forsvinder gennem hovedet, så en hue eller en hjelm giver faktisk varme til hele kroppen!
- Et halsrør er et universalværktøj mod vejr og vind. På kolde dage kan det trækkes op under hjelmen og give varme til hovedet, halsen og ansigtet. På varme dage kan det være en fiks hovedbeklædning på afterskien, eller når du sidder og slikker sol. (Her er det også et godt værn mod "hjelmhår"!)
Foto:
Tag højde for årstidernes skiften
Overordnet kan den norske vinter deles op i tre dele: En kold, en mellem og en varmere.
Den kolde periode er fra december til midten af februar. Det er ofte på denne årstid, man oplever de virkeligt kolde temperaturer. Når det samtidig er en periode med meget vind, skyet vejr og nedbør, føles selv de lidt lunere dage ofte koldere, end de er.
Det er på denne tid, ansigtsmasker, såler med varme, dunjakker og ekstra inderhandsker kommer til deres ret.
Mellemperioden ligger fra midten af februar, hvor danskerne har vinterferie. Her begynder solen at få lidt mere magt og giver lidt højere temperaturer. Det er ofte i denne periode, at der er flest "perfekte" dage med let frost og høj sol. Men, men, men... Det kan altså sagtens blive minus tyve grader eller mindre til langt ind i april, så man kan aldrig være 100% sikker på godt vejr.
Den varmere periode starter omkring 1. april, hvor foråret plejer at komme snigende. Temperaturerne kravler ind imellem op over frysepunktet, og solen bliver stærkere og varmere. Efter skiløb kan man ofte sidde i en T-shirt eller bar mave og slikke sol – men husk at passe på øjnene og huden. Solbriller, mørke glas i skibrillerne og solcreme er virkeligt vigtigt, især for børnene.
Alligevel må man ikke glemme, at vejret i bjergene er omskifteligt, og der har ofte være under tyve graders frost og snestorm i slutningen af april i de norske fjelde. Med andre ord er det vigtigt at pakke til alle typer vintervejr for at sikre en perfekt skiferie.
Gør man det, er det bare at suge oplevelserne ind, uanset skiniveau og alder!
Foto: