Foto: Sverre F. Hjørnevik / FjordNorway.com

Oplev Myrkdalens vandreparadis

Tekst: Anne Bloksgaard Nielsen Publiseret 07.06.2022

Med en placering i Fjord Norge nær nogle af Norges – og verdens – smukkeste fjorde giver det næsten sig selv, at Myrkdalen er et sandt mekka for vandreentusiaster. I artiklen her giver vi jer inspiration til fantastiske vandretur af let, medium og udfordrende sværhedsgrad.

Uanset om I er erfarne eller nybegyndere, og uanset om I søger familievenlige eller udfordrende ture, vil der med garanti være masser af ruter til jer i Myrkdalen.

De lette ture for hele familien

  • Tag Myrkdalsekspressen til tops og gå retur til Myrkdalen Hotel. I kan vælge forskellige ruter ned ad fjeldet, fx ruten forbi caféen Fjellstova Vetlebotn, ruten med Naturquiz eller ruten ned langs Myrkdalsekspressen. Disse ruter er mellem 1,4 og 3,4 km lange og velegnede for hele familien.
  • Ovriseggi-ruten fra Vikafjell. Denne rute er let tilgængelig og kun med få stigninger, da I starter turen oppe på fjeldet. Ruten byder på masser af fantastiske udsigter over Sognefjorden.
  • Sendedalens fem fjeldsøer. Søerne ligger i et smukt, fladt terræn, som selv de mindste barnefødder kan passere. Og så er der masser af små naturlige strande undervejs, der lokker med en svalende dukkert.

Foto: Myrkdalen Fjellandsby

De middelsvære ture

  • Mørkvestølen. Den gamle sætergård Mørkvestølen kan både nås fra toppen af Myrkdalsekspressen eller fra Myrkdalen Hotel. Turen går gennem smukt bølget fjeldterræn, og langs noget af ruten følger I en elv, hvor I kan tage en kølig dukkert undervejs. Vel fremme ved sætergården kan I nyde den medbragte madpakke, mens I nyder udsigten over Myrkdalsvatnet og de omkringliggende fjeldtoppe.
  • Den kongelige postvej mellem Bleiklindli og Styvi. Turen er ca. 5,5 km. hver vej og bringer jer ad den sti, der indtil 1858 blev brugt til at fragte post til den lille bygd Styvi. Turen starter i Styvi – som nås via fjordcruise-båden fra Flåm eller Gudvangen – og går langs Nærøyfjorden. Undervejs passerer I vandfald og elve, skove og engområder – og giver jer naturligvis en helt enestående udsigt over den UNESCO-beskyttede fjord.

Foto: Paul Edmundson / Fjord Norge

Udfordringer for erfarne vandrere

  • Breiskrednosi. Breiskrednosi er en af Myrkdalens skjulte perler. Turen er krævende og er ikke afmærket, men på toppen venter en fantastisk belønning: Her får I en spektakulær udsigt over Nærøyfjorden mod Bakkanosi og Gudvangen. Fra toppen går fjeldvæggen næsten lodret nedad, og de modige kan lægge sig på maven ved kanten og få et sug i maven, når de kigger direkte ned mod skov og fjord langt, langt under jer.
  • Finnbunuten. I kan vælge at starte jeres tur mod Finnbunuten-toppen enten fra Myrkdalen Hotel (4,6 km hver vej) eller fra toppen af Myrkdalsekspressen (4 km hver vej). Turen starter ad grusvej, men den sidste 1 km langs fjeldryggen er der ingen anlagt sti. På toppen venter en fantastisk udsigt, særligt i klart vejr, hvor I kan se helt til de tre gletsjere Hardangerjøkul, Jostedalsbreen og Folgefonna.
  • Svortetjødn. Ligesom ved Finnbunuten kan I starte turen til fjeldsøen Svortetjødn enten fra Myrkdalen Hotel (7,2 km hver vej) eller fra toppen af Myrdalsekspressen (3,8 km hver vej). Undervejs passerer I sætergården Mørkvestølen, før I fortsætter gennem dalen mod den smukke sø, der ligger smukt omkranset af fjelde. Tag en svalende dukkert og nyd madpakken, før I sætter kurs retur mod Myrkdalen. Læg godt mærke til de stejle fjeldvægge om søen – hvis I får øje på nogle hvide pletter, kan det være de mere eventyrlystne af de lokale får, der er på udflugt!

Foto: Espen Haagensen / FjordNorway.com